Hvordan Orlando Sentinel, med en tredjedel af det personale, det engang havde, dækkede landets dødeligste masseskyderi

Orlando Sentinel-redaktionen søndag aften. (Foto: Kristen Hare/Poynter)

ORLANDO, Florida - Fjernsynene knyttet til brede spalter i hele nyhedsrummet holdt pressekonferencen søndag lige efter kl. 10:20.

Roger Simmons, direktør for digital publikum på Orlando Sentinel, stod sammen med kolleger foran en af ​​dem. Lisa Cianci, lokal nyhedsredaktør, rejste sig fra sit skrivebord for at se. Christal Hayes, en breaking news-reporter, så en Periscope-livestream fra reporteren David Harris ved sit skrivebord.

Tidligere samme morgen meddelte retshåndhævende myndigheder, at 20 mennesker var døde efter et skyderi på en populær homoseksuel natklub. Orlandos borgmester Buddy Dyer ledede pressemødet , og han havde et nyt nummer at indberette.

'I dag har vi at gøre med noget, vi aldrig havde forestillet os og er utænkeligt,' sagde han og kiggede på et stykke papir i den ene hånd. ”Siden sidste opdatering har vi fået bedre adgang til bygningen. Vi ryddede bygningen. Og det er med stor sorg, at jeg deler, at vi ikke har 20, men 50 ofre.'

Et gisp gik gennem redaktionen.

'Det er 50,' sagde Simmons.

Tilskadekomne? spurgte nogen. Inkluderer det sårede?

Nej, sagde han, 50 døde.

Halvtreds, tænkte Cianci. Halvtreds. Halvtreds. Åh gud. Det er 50.

Hayes stirrede vantro på sin computer.

De var et øjeblik lamslåede.

Så gik de i gang.

350

Efter 27 år på Sentinel var Lisa Ciancis største frygt - efter fyringer og en falmende avisbranche - at dække store nyheder med en stab, der var meget mindre, end den engang var.

På sit højeste havde Orlando Sentinel mere end 350 journalister i redaktionen. Søndag, da det rampede op for at dække landets dødeligste masseskyderi, havde det omkring 100. Det er stadig den største nyhedsorganisation i Orlando.

The Sentinel er heller ikke ny inden for store, brydende historier. Journalister her har dækket shuttle eksplosioner , orkaner , Casey Anthony forsøg, Trayvon Martins død og retssagen mod George Zimmerman.

Men de historier blev dækket af en meget større nyhedsredaktion.

Søndagens nyheder var ikke bare en tragedie for samfundet, men en test for redaktionen for at se, om det var muligt at lave god journalistik uden næsten lige så mange gode journalister.

Roger Simmons, direktør for digitalt publikum på Orlando Sentinel, taler med journalister under en kl. Facebook Live-udsendelse, da navnene på ofrene blev frigivet. (Foto: Kristen Hare/Poynter)

'NOEN INFO AT DELE?'

Christal Hayes fik fri fra arbejde omkring midnat søndag. Hun tog hjem, tog sin pyjamas på, fik et stykke pizza, tændte for Netflix og begyndte at se 'Grey's Anatomy'.

Hun havde brugt fredag ​​aften og lørdag på at dække mordet på sangeren Christina Grimmie . Klokken 03.00 fik Hayes en direkte besked på Twitter, der bragte hende tilbage på arbejde.

'Min kone er i en lejlighed tæt på gaden fra Pulse Nightclub og rapporterer skyderi og politi-/udrykningsaktivitet,' skrev en læser hende. 'Noen information at dele?'

Hayes, som er ny inden for breaking news-beatet, kiggede på aktive opkald fra politiafdelingen, men så intet. Hun tjekkede Twitter og så ubekræftede rygter om et masseskyderi med 20 sårede.

Hun løb ind i sit soveværelse, vækkede sin kæreste, klædte sig på og ringede til sin redaktør, Janet Reddick, som også lige var fri fra arbejde. Hayes kom inden for et par gader fra Pulse Nightclub, da hun fandt gader lukket af og bevogtet af bevæbnede repræsentanter. Ingen af ​​dem vidste heller, hvad der skete.

'De var alle bange.'

Hayes bekræftede gennem politiets udsendelse, at der var tale om et skyderi. Hun vidste ikke, hvor mange eller hvad der var sket. Hun kørte op ad en sidevej for at ringe til Reddick igen. Hayes slukkede hendes billygter, og et par betjente trak hurtigt op med stormgeværer.

De bad om at se hendes hænder.

'Jeg syntes, det var den mest skræmmende del,' sagde hun. 'Og så at høre alt, hvad der skete, gjorde det endnu mere skræmmende.'

Hayes, den første på stedet for Sentinel, ledte efter et medieområde og endte med at rapportere nær Orlando Regional Medical Center, et nærliggende traumehospital. Hun fandt folk, der græd, ambulancer trak ind og ud.

Hun begyndte at samle, hvad der skete den morgen.

Hayes arbejdede med breaking news-reporteren Gal Tziperman Lotan, tweeting, livestreamede opdateringer og indkaldte udsendelser til nyhedsrummet. Hun talte med en ung mand, der kravlede gennem blodet for at komme ud af natklubben og havde hjulpet to andre mennesker med at komme ud. Omkring klokken 05.00 hørte de en høj eksplosion, og manden sprang hulkende bag en bil. Hun prøvede at trøste ham. Hun tændte for Periscope et øjeblik for at fortælle, hvad hun hørte, og hvad hun vidste. Hun afsluttede livestreamen og satte kursen mod sin bil.

Indenfor ringede hun til sin kæreste og græd. Det var folk på hendes alder. Dette var hendes by.

Efter et par øjeblikke gik hun ud igen.

KÆMPE retshåndhævende tilstedeværelse på Pulse natklub. Brandbiler og mere end et dusin patruljevogne pic.twitter.com/l8TTKE0adE

— Christal Hayes (@Journo_Christal) 12. juni 2016

PARAT

Roger Simmons og Cianci så søndagen, mens journalister lige dukkede op rundt i byen og i nyhedsredaktionen.

Alle ville gerne hjælpe.

Cianci forsøgte at sende Hayes hjem for at få noget søvn, men 'alle vil gerne være her. Alle vil gerne være med.”

Søndag offentliggjorde Orlando Sentinel 30 videoer og 40 historier om skyderiet online plus en otte siders printsektion. De var klar, sagde administrerende redaktør John Cutter, fordi de havde forberedt sig på at bruge digitale værktøjer til at følge nyhederne: De vidste vigtigheden af ​​hjemmesidens tilstedeværelse under nyheder, de vidste, hvordan de skulle bruge Scribble Live og Facebook Live, og journalister vidste at tage deres egne billeder og optage deres egne videoer.

Mens store historier såsom orkaner og forsøg har en tendens til at have en opbygningsperiode og er i gang, ved de, at uanset historien, så konkurrerer de om deres publikum ikke kun lokalt, men nationalt.

'Jeg synes, vi er blevet meget gode til at finde ud af, hvordan man analyserer al den information, du har, til forskellige ting, der giver mening for læserne,' sagde Cutter.

De brugte disse værktøjer og færdigheder om søndagen, herunder at få en interaktiv tidslinje op med det samme.

'For tre år siden ville vi ikke have,' sagde Cutter. 'Vi havde ikke nogen her, der meget hurtigt kunne bygge en interaktiv.'

Nu gør de det.

De har lært nogle lektier om andre måder, de også gerne vil være klar på i fremtiden. De er begrænset til et et-kamera-billede på Facebook Live, sagde Cutter, selvom de har udstyret til at tilbyde b-roll og multi-kamera billeder. De har ikke softwaren til at få det udstyr til at virke.

'Vi kunne have opdateret live mere,' sagde han. 'Det er det næste niveau, vi skal nå.'

De ventede også for længe på at komme ind i en helikopter og få billeder fra luften, sagde han.

Alligevel havde de historier hurtigt oppe, journalister på hospitalet, der så for at se, om ligene blev fjernet fra klubben, udkigsposter på hotellet, hvor familiemedlemmer fik besked på at gå, folk klar til at interviewe og hjælpe med at oversætte til spansk. De inddæmmede kaosset med et dagligt budget på Google Docs og identificerede muligheder for historier, der ville have en stor indflydelse - inklusive en pressemeddelelse om, at der var behov for bloddonationer.

'Det vigtigste, jeg tror, ​​var, at alle var villige til at skifte gear, når vi har brug for dem til at skifte gear,' sagde Cianci.

HENDES FEMTE DAG

Søndag var Janet Brindle Reddicks femte dag tilbage på redaktionen efter fem års arbejde uden for dagblade.

Hun savnede summen.

Da Reddick, breaking news-redaktør, fik Hayes' opkald om skyderiet, gik hun tilbage på arbejde indtil omkring klokken 8. Da hun gik i seng søndag morgen, var 20 mennesker døde.

'Jeg vågnede fem timer senere, og det var 50 døde.'

Derefter fik hun en alarm om sikkerhedstjek fra Facebook.

'Jeg indså på en måde, det her er vores Boston,' sagde Reddick med henvisning til Boston Marathon-bombningerne i 2013. 'Dette er vores tid til at skulle dække dette for denne by og lægge alt andet til side.'

Hun lyttede til præsident Obamas tale, da hun kørte ind på Sentinels parkeringsplads samme eftermiddag. Hun sad der, i sin bil, til det sidste. Derefter tog hun yderligere 30 sekunder på at samle sig selv og sine tanker.

The Sentinel er ikke historien her, sagde Reddick.

'Dette handler ikke om os eller hvor trætte vi er. Det handler om, hvad det har gjort mod ofrene, og den indflydelse, det vil have på vores by, sagde hun. 'Dette vil for altid være bundet til Orlando, og desværre bliver disse familier nødt til at leve med dette for evigt.'

VIRKSOMHEDEN

Tribune Publishing har lavet en masse nyheder på det seneste med sin igangværende kamp med Gannett og en virksomhedsrebranding. Men det netværk af journalister, der eksisterer bortset fra det drama, mobiliserede søndag.

Los Angeles Times, Sentinels virksomhedskusine på vestkysten, delte HTML-koden til offererindringssiden det skabte efter San Bernardino skyderiet. Baltimore Sun delte, hvad den lærte af at starte en pop-up nyhedsbrev at dække Freddie Gray-historien, og det har Sentinel startede sit eget.

Tribunes Washington-bureau sendte kilder fra justitsministeriet.

South Florida Sun Sentinel sendte journalister til skyttens hjemby.

Mange søsterpublikationer tilbød personale, hvilket kan være nødvendigt, da folk her nærmer sig udbrændthed.

'Det er det, jeg synes er rigtig godt ved vores virksomhed,' sagde Simmons, 'og vi forbliver fokuseret på det. Vi lader virksomhederne finde ud af, hvem der ejer os.'

De vil blive ved med at rapportere nyhederne, sagde han.

'Det er det, vi er her for.'

Redaktionen diskuterer mandagens forside søndag. På billedet her fra venstre er Avido Khahaifa, redaktør og udgiver, Paul Owens, meningsredaktør, Cassie Armstrong, foto- og videoredaktør, og Todd Stewart, seniorredaktør for multimedier og visuals. (Foto: Kristen Hare/Poynter)

GÅR STADIG

Hayes gik hjem, tog et brusebad, sov i omkring en time.

Men hun ville gerne arbejde.

'Jeg har fået noget søvn, så jeg har det godt,' sagde hun. 'Jeg tror, ​​at vi alle sammen er sådan, at vi ikke ønsker at gå hjem ved at vide, at det her sker. Vi vil bare gerne hjælpe.”

Redaktører bliver ved med at fortælle dem, at dette ikke er en sprint, det er et maraton. Men Hayes ønskede ikke at forlade. Hun gik for at dække en af ​​vågerne søndag aften. Her er noget af det hun skrev .

Mange af dem, der deltog, inklusive Michael Erwin, 29, kendte en, der blev skudt eller døde ved Pulse.

Erwin arbejdede i Universal Studios sammen med den 22-årige Luis S. Vielma, som blev dræbt.

'At mødes på denne måde var godt for vores samfund. Det er lige meget, om du er homoseksuel, hetero, sort, hvid. Vi er alle ofre for dette,” sagde han. 'Vi kommer ikke til at bryde på grund af dette. Vi er stærke.”

Deltagerne iførte sig hvide bånd som tegn på sorg og regnbuebånd for at vise solidaritet med LGBT-miljøet. Mange brød sammen i gråd efter at have tændt stearinlys og krammede andre til støtte.

En besked på et bord lavet af papir og portioner af stearinlys lød 'Feel Ur Pulse.'

Det homoseksuelle samfund i #Orlando sørger i Folketinget i #Orlando efter masseskydningen pic.twitter.com/MRiHxpeWts

— Christal Hayes (@Journo_Christal) 12. juni 2016

FØRSTE LØB

Lige før midnat begyndte første oplag af mandagens avis. På forsiden: en leder, der satte fokus på solidaritet i fællesskabet. Mens presserne snurrede og spyttede den trykte optegnelse ud af, hvad der skete søndag i Orlando, kiggede redaktør og udgiver Avido Khahaifa ind fra et vindue.

'Ved du, hvad der er trist?' sagde han til Simmons: 'Jeg kan huske en tid, hvor dette sted ville have været fyldt med mennesker.'

Nogle få redaktører tog deres eksemplarer af avisen med tilbage til redaktionen. Men Khahaifa blev, hans arme strakt ud, lænet op ad en træstang under vinduet, mens han så papirerne blive udskrevet.

Han ville have fat i et sidste eksemplar, sagde han, og se, hvad de havde gjort.

Før søndag frygtede Cianci redaktionens evne til at dække store breaking news med en stab, der var meget mindre, end den engang var.

'I dag viste mig bare, at det ikke betyder noget,' sagde Cianci. 'Vi kan gøre det.'

Et nyhedsrum er et nyhedsrum er et nyhedsrum, sagde hun. Da det var tid, sprang alle til for at gøre, hvad de skulle. Journalister gik til stedet uden at blive spurgt. Cianci fik endda en e-mail fra en redaktør, der tog den opkøb december for at se, om han kunne hjælpe.

De dækkede en af ​​de største nyhedshistorier, der kom til Orlando på en enkelt dag. Og de holdt det sammen.

'En uge fra nu,' sagde hun med vaklende stemme, 'jeg ved det ikke.'

Ved midnatstid sad mange mennesker stadig ved deres skriveborde i redaktionen.

Orlando Sentinel Redaktør og udgiver Avido Khahaifa så den første serie af avisen lige før midnat. Presserummet, sagde han, plejede at have mange flere mennesker. (Foto: Kristen Hare/Poynter)