Lær af ordhåndværket 'Hamilton' og få dine historier til at synge

Skuespiller Lin-Manuel Miranda, i midten, optræder med rollebesætningen i 'Hamilton' ved Tony Awards i Beacon Theatre søndag den 12. juni 2016 i New York. (Foto af Evan Agostini/Invision/AP)

'Hamilton', musicalen, er en sensation, vinder af 11 Tony Awards og en Pulitzer-pris. Prøv at få en billet.

Inspireret af en tusinde-siders biografi om Alexander Hamilton, konstruerede Lin-Manuel Miranda en kreativ juggernaut baseret på to beslægtede ideer: at i vore dage er revolutionens sprog rap og hiphop; og at vores grundlæggere og fædre, mange af dem slaveholdere, skulle spilles på scenen af ​​farvede mænd og kvinder.

Mirandas verbale behændighed - han er berømt for sine improvisatoriske freestyle-raps - stiger til kunstens niveau, når den bliver finpudset af revision og værkstedsøvelser. For at illustrere dramatikerens genialitet behøver jeg intet mere end det første vers af den første sang, 37 ord sunget/reciteret af skuespilleren, der spiller Aaron Burr, tidligere amerikansk vicepræsident, der berygtet dræber Hamilton i en duel:

'Hvordan gør en bastard, forældreløs, søn af en hore og en skotte,

Faldt midt på et glemt sted

I Caribien af ​​forsyn,

Forarmet, i elendighed,

Vokse op til at blive en helt og en lærd?'

Inden jeg røntgenbilleder disse linjer for at overflade de litterære teknikker, der skabte dem, lad mig give en hurtig liste over de mest pålidelige træk fra digtere, tekstforfattere og rappere, det vil sige stammerne, der bliver betalt for at lege med sproget:

1. Rim: ord, der lyder ens: rund, pund og høj.
2. Halvrim: ord, der næsten lyder ens: rygte, sørgende, drama.
3. Alliteration: gentagelse af indledende konsonantlyde eller bogstaver: klodset, kys, skænderi.
4. Assonans: gentagelse af vokallyde, især inde i ordene: vipning ved vindmøller.
5. Konsonans: gentagelse af den endelige konsonantlyd i en gruppe ord: blank, lastbil, link.
6. Meter: rytmen, der kommer fra et mønster af understregede eller ubetonede stavelser, den mest berømte er den korte/lange jambiske rytme: 'Min MIStress' EYES are NOTthing LIKE the SUN.'
7. Onomatopoeia (eller ekko eller lydord): Denne strategi optræder ikke særlig ofte i 'Hamilton', men er en væsentlig strategi for enhver forfatter, der praktiserer poetikkens kritiske kunst. Disse ord gentager de lyde, de betegner: mumlen, klirrende, slurk.

Selvom du ikke var opmærksom under gymnasiets poesitime, vil denne opgørelse få dig i gang. Disse sprogbevægelser kombineres for at skabe eufoni, den udtryksfulde lyd af skrift, der får os til at råbe: 'Den historie synger.'

Vi kan begynde min røntgenlæsning ved at recitere hver linje fra 'Hamilton' højt:

'Hvordan gør en bastard, forældreløs, søn af en hore og en skotte...'

'Slippet midt på et glemt sted...'

Lyden af ​​'Scotsman' i linje et vil ekko i denne linje med 'dropped', 'glemt' og 'spot'. Jeg er nysgerrig efter dobbeltkonsonanterne i 'faldet', 'midten' og 'glemt'. Ingen af ​​vokalerne i de første to linjer er lange, der siger deres navn. De er alle korte. Gentagelsen af ​​disse korte vokaler forvandler kunstnerens stemme til et slagtøjsinstrument.

'I Caribien af ​​forsyn

Forarmet, i elendighed...'

Disse to linjer læses bedst sammen. Måleren påvirkes først af udtalen af ​​CaRIBbean. Det er fire stavelser med vægt på den anden. Det gentages i de fire stavelser i præpositionssætningen 'af PROVidence' og igen med ImPOVerished.'

Bemærk igen, hvordan de korte vokallyde dominerer, hvor 'i' vises seks gange. 'Forarmet' er et synonym for 'i elendighed', men for mig kommer den bedste rub fra sammenstillingen af ​​'forsyn' og 'fattig.' Næsten hver eneste lyd er ekko, især dem, der kommer fra p, r og v. Konnotationen af ​​'forsyn', i modsætning til 'skæbne', er noget positivt. Gud passer på os; ikke Gud begraver os i fattigdom.

'Vokse op til at blive en helt og en lærd?'

Denne analyse kan have sløret, at disse fem linjer udgør et spørgsmål, et spørgsmål, der begynder med 'Hvordan gør en bastard ...' og slutter med '...Voks op til at blive en helt og en lærd?' 'Scholar' er et stærkt rim på 'squalor' - men dette er kun for at gøre opmærksom på deres forskellige betydninger (som om nogen rimede på 'glamour' og 'grammatik'). Der er yderligere tre 'o'-lyde, men de to første, i 'vokse' og 'helt', har lange vokaler i sig, hvilket ændrer det forrige mønster på en produktiv måde.

Hvis du stadig er hos mig, bærer du måske den hemmelige tanke om, at denne udforskning af poetik og eufoni - selvom den er passende for poesi, fiktion og rap - har ringe relevans for journalistik og faglitteratur.

I de fleste tilfælde er dette sandt. Journalistik har en tendens til at være let på metaforer eller lydbilleder. Men det viser sig at være godt nyt for den kloge forfatter. Det generelle fravær af et sådant sprog betyder, at når det dukker op, vil det få særlig opmærksomhed.

Der er poetiske øjeblikke i livet og i nyhederne. De fortjener måske et særligt sprog. Forfatteren kan lege med lyde, selv i de mest alvorlige sammenhænge, ​​og hvad kunne være mere alvorligt i New York City end et mindesmærke for ofrene for 9/11?

'Endnu en gang ringede de blyholdige klokker i sorg, deres kære reciterede navnene på de døde ved ground zero, og et såret, men modstandsdygtigt Amerika standsede i går for at mindes den katastrofale dag, hvor terroreksplosioner buldrede som sommertorden, og folk faldt ned fra himlen.'

Den sætning åbner en historie af Robert D. McFadden fra New York Times, og jeg inviterer dig til at læse den højt igen. Jeg har lige gjort det, og nu, bær over med mig, jeg inviterer dig til at prøve at læse den i noget lignende den samme hiphop-rytme, som er etableret i hele 'Hamilton'.

For sådan en historie, på sådan en dag, kan nyhederne læses som poesi. Forfatteren begynder med ceremoniens iboende drama og symbolik. Ringeklokkerne og læsningen af ​​navne placerer os i et velkendt, men stadig følelsesladet miljø, fyldt med historie og mening. Så kommer lydene. I denne passage og gennem hele stykket ekkoer detaljerne så effektivt, at de kan fungere som naturlig lyd i en strålende NPR-historie. Klokkerne er blyholdige. De betaler. Navnene reciteres. På den frygtelige dag i 2001 'buldrede eksplosioner som sommertorden'. (Digteren ville påpege gentagelsen af ​​disse korte 'u'-lyde, den enhed, der kaldes assonans. Og gentagelsen af ​​disse ord 'buldrede', 'sommer' og 'torden', lyder som de ting, de beskriver.)

Forfatteren vælger ord med omhu og genlyder hver især med en højtidelig tone. Undersøg sproget. Lyt til det: bly, klokker, ringet, sørgende, elsket, reciteret, navne på de døde, ground zero, et såret...Amerika, sommertorden, faldt fra himlen.

McFadden begynder sin historie med tre elementer, et symbolsk tal, der repræsenterer helheden. Mere interessant er bevægelsen gennem triaden: fra klokker, til kære, til et modstandsdygtigt Amerika - det vil sige fra et symbolsk objekt til magtfulde vidner til en abstrakt repræsentation af nationen som helhed. Til sidst slutter denne sætning på 45 ord med et spøgende, næsten mystisk billede. Den blodløse eufemisme af mennesker, der falder ned fra himlen, eksemplificerer dekorum, en følsomhed, der hjælper os med at se tilbage med beslutsomhed og håb snarere end med bitterhed og fortvivlelse.

Slip nu af din assonance og få din historie til at synge.

(Analysen af ​​McFaddens historie dukkede først op i min bog 'The Glamour of Grammar.' Jeg analyserede et andet eksempel på McFaddens arbejde i et nyligt essay.)