Gene Pattersons mest berømte klumme: 'A Flower for the Graves'

En sørgende slægtning til et af bombeofrene i Birmingham, Ala., 15. september 1963 i Sixteenth Street Baptist Church, bliver ført væk efter at have fortalt betjentene, at nogle af hans familie var i den sektion, der var hårdest beskadiget. Manden lige bag ham holder en sko fundet i affaldet. Mindst fire personer var kendt for at være blevet dræbt. (AP foto)

Denne klumme af Eugene Patterson, dengang redaktør af Atlanta Constitution, blev oprindeligt offentliggjort i det blad den 16. september 1963 og blev læst højt den aften på 'CBS Evening News' med Walter Cronkite. Patterson døde 12. januar 2013 i en alder af 89.

En negermor græd på gaden søndag morgen foran en baptistkirke i Birmingham. I hånden holdt hun en sko, en sko, fra foden af ​​sit døde barn. Vi holder den sko med hende.

Hver eneste af os i det hvide syd holder den lille sko i hånden.

Det er for sent at give de syge kriminelle skylden, der håndterede dynamitten. FBI og politiet kan håndtere den slags. Anklagen mod dem er enkel. De dræbte fire børn.

Kun vi kan spore sandheden, sønderjyde - du og jeg. Vi knuste de børns kroppe.

Vi så scenen uden at blive ved. Vi lyttede ufortrødent til prologen. Vi så gardinet åbne med uinteresse. Vi har hørt stykket.

Vi - der bliver ved med at vælge politikere, der varmer hadets kedel.

Vi - som ikke rækker hånden op for at tie de slemme og små mænd, der har deres neger-jokes.

Vi - der står til side i indbildt retskaffenhed og lader de gale hunde, der løber i ethvert samfund, glide deres snore fra vores hånd og springe.

Vi - arvingerne fra et stolt syd, som protesterer over dets værd og kræver det anerkendelse - vi er dem, der har undværet det svære, overskredet det ubehagelige, forarget det nødvendige, rationaliseret det uacceptable og skabt dagen helt sikkert når disse børn ville dø.

Dette er ikke tid til at lægge vores kvaler på den morderiske syndebuk, der satte kasketten i dynamit af vores egen fremstilling.

Han vidste ikke bedre.

Et sted i et ondt sinds dunkle og febrilske afslapning føler han lige nu, at han har været en helt. Han er kun skyldig i mord. Han tror, ​​han har glædet os.

En sørgende slægtning til et af bombeofrene i Birmingham, Ala., 15. september 1963 i Sixteenth Street Baptist Church, bliver ført væk efter at have fortalt betjentene, at nogle af hans familie var i den sektion, der var hårdest beskadiget. Manden lige bag ham holder en sko fundet i affaldet. Mindst fire personer var kendt for at være blevet dræbt. (AP foto)

Vi i det hvide syd, der ved bedre, er dem, der må tage en hårdere dom.

Vi, der ved bedre, skabte et klima for børnedrab af dem, der ikke gør det.

Vi holder den sko i hånden, sønderjyde. Lad os se det lige og se på blodet på det. Lad os sammenligne det med de uværdige taler fra sydstatslige offentlige mænd, som har forført negeren; match det med skuet af skingrende børn, hvis forældre og lærere gav dem fri til at spytte tilnavne på små flokke af negerskolebørn i en uge før denne søndag i Birmingham; hold skoen op og se ud over den til statshuset i Montgomery, hvor Alabamas officielle holdninger er blevet talt i hede og vrede.

Lad os ikke lægge skylden på et brutalt fjols, der ikke vidste bedre.

Vi ved bedre. Vi skabte dagen. Vi bærer dommen. Må Gud forbarme sig over det stakkels Syd, som er blevet ført på denne måde. Må det, der er sket, fremskynde dagen, hvor det gode Syd, som lever og har et stort væsen, vil tage sig af denne udfordring af raceforståelse og almindelig menneskelighed, og i fuld kraft af sit uhævdte mod, hævde sig selv.

Søndagsskolespillet i Birmingham er afsluttet. Med en grædende negermor står vi i den bitre røg og holder en sko. Hvis vores syd nogensinde skal blive, som vi ønsker det skal være, vil vi plante en blomst af ædlere beslutsomhed for syden nu på disse fire små grave, som vi gravede.