New York Times blev anklaget for at stå på politiets side på grund af dårligt placeret passiv stemme

Nedtoner den passive stemme politiets aggression? Sprogets subtile betydning i et NYT-tweet om demonstranter og politi.

(Skærmbillede, Twitter)

Et tweet fra The New York Times om protester i weekenden tiltrak kritik for, af alle ting, dets brug af den passive stemme.

Tweetet linker til denne historie der beskriver arrestationer, chikane og angreb, der var rettet mod journalister, der dækkede de landsdækkende opstande som reaktion på George Floyds død under en anholdelse i Minneapolis i sidste uge.

Det driller :

Minneapolis: En fotograf blev skudt i øjet.

Washington, D.C.: Demonstranter ramte en journalist med sin egen mikrofon.

Louisville: En reporter blev ramt af en peberkugle på direkte tv af en betjent, der så ud til at sigte mod hende. https://t.co/bXfZOUilOG

— The New York Times (@nytimes) 31. maj 2020

En hurtig genopfriskning af aktiv versus passiv konstruktion (eller stemme):

I New York Times tweet, Washington, D.C., bruger hændelsen aktiv konstruktion. Emnet for sætningen, 'Demonstranter', udfører den beskrevne handling, 'slået'.

Hændelserne i Minneapolis og Louisville bruger passiv konstruktion. Domspersonerne, henholdsvis 'fotograf' og 'reporter', modtager handlingen beskrevet, 'blev skudt' og 'blev ramt.'

De første ord i en sætning bærer naturligvis sætningens vægt, så forfattere kan bruge passiv eller aktiv konstruktion til at lægge mere vægt på modtageren eller udføreren af ​​en handling. Grammatikere fraråder passiv konstruktion - undtagen i sjældne tilfælde, hvor det er vigtigt at fremhæve modtageren frem for skuespilleren.

Læsere kritiserede brugen af ​​aktiv konstruktion i tweetet for at fremhæve demonstranters vold, men passive konstruktion for at nedtone politiets aggression.

Se igen: Minneapolis-linjen nævner ikke en aggressor. Louisville-linjen begraver skuespilleren, 'en betjent', midt i sætningen, dæmpet af andre detaljer. D.C.-linjen derimod fører med skuespilleren - denne gang ikke politiet, men 'demonstranter'.

Svarene på tweetet var hurtige til at fremhæve inkonsekvensen:

'Fascinerende, at det kun er demonstranterne, der har handlefrihed,' skrev @meyevee.

'Dette er et godt eksempel på, hvordan man bruger den passive stemme til at kontrollere fortællingen,' skrev @guillotineshout.

'Kræver din stilguide, at du reserverer den passive stemme til politiets handlinger, eller var det dit valg?' skrev @jodiecongirl.

Tweetet nævner ikke to Atlanta-hændelser, historien dækker, som også bruger aktiv stemme, når demonstranter er aktørerne og passiv stemme, når politiet er aktørerne.

Hverken forfatteren, Frances Robles, eller en New York Times social media-redaktør reagerede på min anmodning om kommentar til tweets sammensætning og hensigter.

Måske er dette tweet et eksempel på en pro-politi, anti-oprørsholdning hos The New York Times, eller i det mindste på en ubevidst bias. Mest sandsynligt er det i stedet en af ​​endeløse påmindelser om kompositionens betydningsfulde rolle i journalistik - især da vi udgiver indhold på tværs af digitale platforme.

Tweetet løfter indholdet fra historien, det promoverer, og genbruger det til platformen med begrænset karakter. Det er en almindelig måde hurtigt at lave opslag på sociale medier for at promovere indhold i længere form.

Den aktive eller passive konstruktion, der formidler hver hændelse i tweetet, stammer fra historien. Detaljer, der ikke vises i tweetet, kan forklare potentielle valg, som forfatteren (og redaktørerne) traf, mens han komponerede artiklen.

Hændelsen i Minneapolis er enkel. Rapporten ser ikke ud til at kunne bekræfte, hvad der ramte fotografen, og hvem der skød. En faktuel og aktiv sætning ville læse noget i retning af, 'Nogen skød en fotograf i øjet med noget.'

Men i Louisville kender vi skuespilleren - 'en officer' - så hvorfor passiv konstruktion der?

MERE FRA POYNTER: Når den passive stemme er det bedste valg

Louisville-hændelsen i historien lyder: 'En tv-reporter i Louisville, Ky., blev ramt af en peberkugle på direkte tv af en betjent, der så ud til at sigte mod hende, hvilket fik hende til at udbryde i luften: 'Jeg er bliver skudt! Jeg bliver skudt!’”

En kyndig forfatter afslutter bevidst denne beskrivelse med citatet for den største effekt. Ved at holde det på plads prøvede jeg flere måder at omskrive sætningen med aktiv konstruktion og bevare de utallige vitale detaljer. Det bliver akavet, svagt eller uklart.

D.C.-hændelsen i historien er aktiv, men fører med placeringen: 'Uden for Det Hvide Hus angreb demonstranter en Fox News-korrespondent og hans mandskab, tog journalistens mikrofon og slog ham med den.'

Historiens oversigt - synopsis, der vises under en overskrift - opsummerer DC-hændelsen med passiv konstruktion, der trækker fokus fra demonstranterne: 'Fra et tv-hold overfaldet af demonstranter til en fotograf, der er slået i øjet, har journalister fundet sig selv målrettet på gaden af Amerika.'

Forskellen mellem aktiv og passiv stemme i New York Times-artiklen er ikke skarp. Nødvendig sammenhæng i historien gør også en læser mindre tilbøjelig til at antage dårlige intentioner.

På Twitter dukker replikkerne dog op efter hinanden med sparsom sammenhæng. Forskellen er indlysende, og den ser tilsigtet ud. Det er ikke et stort spring for brugere på en inflammatorisk social platform at anklage offentliggørelsen for bias.

Journalister er allerede klar over virkningen af ​​syntaks i nyhedsrapportering. Vi skal også være opmærksomme på, hvordan platforme påvirker denne påvirkning.

MERE FRA POYNTER: Hvordan bureaukratisk sprog kvæler journalistikkens ansvarlighed

New York Times tweet demonstrerer, hvordan en ændring i mediet kan forstærke ellers subtile syntaktiske valg. Artiklen er kort, og tweetet dækker essensen af ​​den. Men blot at flytte indholdet fra artiklen ind i konteksten af ​​den sociale platform ændrer markant det indtryk, den gør på en læser.

Alt for ofte er opslag på sociale medier - og kopiering til andre platforme, såsom søgning og e-mail - en eftertanke på redaktørerne for at promovere hovedbegivenheden: artiklen.

Men læserens oplevelse kredser ikke om artiklen, som skaberens gør. Mange vil ikke gå ud over platformen. Vi bør udforme indhold til eksterne platforme lige så omhyggeligt, som vi komponerer historier til tryk eller webstedet – inklusive et andet øje til at fange utilsigtede implikationer.

Dana Sitar har skrevet og redigeret siden 2011 og dækket personlig økonomi, karriere og digitale medier. Find hende på danasitar.com eller på Twitter på @danasitar.